mandag den 14. oktober 2013

1. udkast.

Den grundlæggende tanke bag Prestudy med fleksibel vejledning.

Byggeri og Energi A på HTX Skjern.

Ideen bag dette koncept er kommet frem gennem de observationer og erfaringer jeg har fra mit praksisfelt. Jeg arbejder med Gymnasieelever på HTX. Dvs. en type elever der gerne skulle have en ekstra interesse for det naturvidenskabelige og tekniske aspekt af undervisningen. Med det som udgangspunkt har jeg de seneste 2 år anvendt et modelleringsprogram fra Autodesk kaldet Revit.

Hvorfor et program som omdrejningspunkt?

Når man som projekterende skal i gang med et projekt starter man med en brugerundersøgelse af hvilke ønsker bygherren har. Derefter arbejdes der normalt ud fra nogle planer, altså "flade" tegninger som ikke giver et rummeligt indtryk af bygningen.
Vores elever er meget visuelle og hvis ikke de meget hurtigt kan se visuelle resultater mister de interessen for arbejdet. Revit giver eleverne mulighed for med det samme at se deres tanker i 3d.
Da vi ikke har meget tid til rådighed bliver vi som undervisere nødt til hurtigt at fange elevernes interesse og vise dem at det at starte et projekt op ikke er så indviklet.

Revit vender den normale tankegang i et projekt. Programmet giver eleverne mulighed for at bruge deres ideer om et spændende byggeri uden at de først skal kende til en masse forskellige detaljer om konstruktioner osv.

Problemet med "tryk på knap" undervisning.

Vores elever er vant til computeren og nogle elever ved mere om dem end vi selv gør. Andre har utroligt svært ved at anvende de simpleste funktioner ud over de enkelte programmer de anvender til sociale aktiviteter. Vi kan sammenligne med de selvprogrammerende og de generiske medarbejdere. (Sørensen, Audon, Levinsen 2010, s. 49) Følger vi ovenstående antagelse er det tydeligt at disse to elevtyper ikke vil have den samme indlæringskurve. De selvprogrammerende elever vil have en meget stejl kurve mens de generiske elever vil have en meget flad kurve. Det er meget svært at forene denne forskel i et samlet klasserum. Løsningen bliver så flipped classroom og en fleksibel vejledning hvor eleverne indbyrdes kan hjælpe (vejlede) hinanden, men hvor også underviseren har mulighed for at kommentere på spørgsmål. Tanken er at dette skal blive et fælles redskab til at løse forskellige problemer i forbindelse med modelleringen af bygningen. Hvis det er muligt at eleverne kan tage ejerskab i selve opbygningen af denne blog vil den uden tvivl blive mere givtig for dem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar